Hvordan kan man fokusere på vægttabet og sin livsstil, hvis man er syg med stress, depression, angst eller andet? Er overskuddet der overhovedet? Kan der fokuseres på det, både træning og kosten? Er det nemmere at tage noget nemt og hurtigt mad, som måske ikke bliver lige så sundt som det burde? Måske lysten til ekstra sødt er forstærket? Eller glemmer man i det hele taget bare at spise?
Jeg har faktisk siden sidste år i februar 2015 været rigtig syg med stress. I starten tænkte jeg bare, at det nok bare var en periode jeg var i lige nu.. Månederne gik, og jeg fik det kun endnu værre. Jeg har før haft depression, hvor træning var med til at løfte mig lidt op.. men her var det lige modsat. Når jeg tog op for at træne, fik jeg det faktisk værre. Jeg gav det et par forsøg, for inderst inde ville jeg det bare.. men den gik desværre ikke, jeg blev lettere irriteret, fordi jeg ikke følte hverdagen kunne rumme en ting som denne. Jeg følte ikke, at tiden var til det og mit overskud var helt i bund. Og så jeg i stedet ked af det og frustreret. Jeg valgte derfor, at fokusere på kosten.
Jeg blev ved med at arbejde, for oppe i mit hoved så er det det man gør. Der er ikke tid til andet, og så havde jeg også en uddannelse jeg skulle blive færdig med. Jeg havde måske heller ikke opfattet, hvor slemt det egentlig var endnu..
Men når dagene kommer med, at man næsten glemmer alt. Selv de små ting, de vigtige ting, eller der kunne gå 2 sekunder efter jeg havde haft tanken til, at jeg glemte hvad det var jeg skulle – eller sige. Søvnbesvær, hurtigt opgivende, træt konstant. Min rengøring, vasketøj, madlavning og de andre huslige pligter var pludselig en virkelig sur pligt. Smerter i nakke og skuldre end jeg plejede, mere hovedpine og kvalme end jeg plejede, Når jeg snakkede med folk var jeg blevet dårligere til at koncentrere mig og fokusere på det de sagde. Jeg blev lettere irritabel og virkelig hidsig på mig selv, og også bare over små ting som at der ryger noget ud af skabet, køleskabet osv. Mit syn blev ændret til værre og jeg mistede lidt hår af og til.
I mine tanker kører det rundt med, at det er min skyld. Tankerne fortæller mig: “hvorfor skal du være så skide uheldig, hvor er jeg træt af dig, du er så uheldig konstant. Kan du ikke bare være heldig en gang!! Du duer jo ikke til noget. Stop med at prøve, for du kan jo alligevel ikke” Den kommer igen og igen og igen… Tankerne omkring, at det bare ville være nemmere, hvis jeg blev liggende i sengen hele dagen, faktisk bare resten af mit liv. For så kunne det ikke gå galt for mig. Jeg blev samtidig lettere til tåre, meget lettere. Der skulle næsten ingenting til længere. Bare at jeg slog min fod, så blev jeg både mega frustreret, ked af det og træt af mig selv. Netop fordi, at det gik galt konstant. Og sådan var det jo ikke før, der blev man bare lidt halv sur over man slår sin fod i det øjeblik det sker fordi det gør så skide ondt, men man kommer over det kort tid efter og bliver ikke ked af det, men det gør jeg altså nu. Det er sindssyg underligt, for normalt er jeg jo ikke sådan.. For mig, synes jeg at min hverdag ofte er lidt kaotisk, og måske også på grund af alle de tanker der kører inde i mit hoved. De har nemt ved at spærre for de ting jeg gerne vil, eller bare at fokusere på det jeg skal.
Tiden gik og jeg kunne godt se, at det ikke bare lige var en dum periode jeg var i. Jeg havde endda fået det meget meget værre og rystede over hele kroppen.. Jeg måtte nok indse, at det var stress jeg havde fået. Men det var ikke det eneste. Fordi jeg ikke havde fået gjort noget ved mit stress problem i tide, udviklede det sig desværre til svær depression og en form for angst. Så jeg blev sygemeldt et stykke tid fra kokke-uddannelsen.
De forrigenævnte symptomer var der stadig, samtidig med at der ikke rigtig var noget selvtillid og selvværd tilbage. Jeg havde ofte ekstreme selvmords-tanker, for tankerne satte sig for at der ikke var noget at leve for. Jeg kritiserede ofte mig selv. Jeg har mistet troen på mig selv og livet. Jeg har svært ved at være i blandt mange mennesker og have kontakt med nye mennesker. Jeg føler mig meget mere usikker på mig selv, og har før i tiden haft nemt ved at åbne mig for andre, men det synes jeg er meget svære nu og bliver nærmere mere genert. Jeg er mere bange for nu om jeg vil snuble over mine egne ord, at jeg siger noget forkert eller at det lyder helt tåbelig det jeg siger eller gør. Jeg skal virkelig være i trygge omgivelser før jeg kan være 100 % mig selv. Nogen personer har den effekt på mig, mens andre har jeg svære ved det. Udover det, har jeg haft rigtig svært ved, at have kontakt med folk omkring mig. Overskuddet er der ikke længere, og det betyder ikke jeg ikke vil dem – jeg har det bare svært med altid lige at få svaret på beskeder, eller så glemmer jeg det og kommer fra det. Det er skide svært at tage sig sammen og få svaret tilbage altid. Der skal bruges nogle indre kræfter til det.
Men derfra og erkende det til sig selv, og skulle kontakte lægen var virkelig svært. Der gik over et halv år før jeg kom til den erkendelse overfor mig selv. Jeg gik og sagde til mig selv hver aften, at I MORGEN der ringer jeg. Men når jeg så skulle ringe, så kunne jeg ikke, og der kom mange undskyldninger for det. Jeg synes det var flovt.. Og hvorfor fanden synes jeg det? Det er noget mærkeligt noget.
Jeg fik så endelig ringet til lægen alligevel og fik så en tid. Efter et par samtaler hos ham, fik jeg tid hos min psykolog i oktober 2015, som jeg stadig er ved. Så lige nu arbejder vi på det hele sammen.
Jeg begyndte at starte i arbejde igen ligeså stille, også for ligesom at holde mig selv lidt i gang. Det ville kun blive værre, hvis jeg lå derhjemme hver dag. Det hjælper jo ikke på psyken, så bliver man bare ensom. Den dag i dag har jeg det desværre stadig sådan. Men jeg kæmper hver dag for at holde mig selv oppe på den bedst mulige måde.
Jeg kom på mit 2. hovedforløb her i januar, og her efterfølgende arbejder jeg fuldtid igen, meget stille og roligt. De forstår min situation ude på arbejdet. Jeg skal på mit 3. og sidste hovedforløb og så er det svendeprøve her til august, så jeg kæmper bare for at få min uddannelse fuldført. Nu vil jeg ikke have flere sygedage eller udskyde min uddannelse yderligere. 🙂
Hver dag er en hård kamp at få sig selv ud af sengen om morgenen, gør sig klar og komme ud af døren. Mine tanker går på, at jeg ikke gider på arbejde. Jeg har ikke lyst og får faktisk ondt i maven. “Øv, nu en ny uge begynder, nu kan jeg ikke slappe af længere..” og bliver faktisk ked af det, når jeg skal af sted igen der om søndagen. ‘Hvorfor,’ er total mærkeligt for mig… Ikke at de ikke er søde ude på arbejdet og jeg ikke har det godt, for det er de bestemt og det har jeg. Jeg har bare svært ved at give mig selv 100 % for tiden, og ved at det at arbejde kræver meget. Når jeg ved der bliver krævet noget af mig får jeg ondt i maven, for nu skal jeg være på eller bevise noget, mest for dem, men også for mig selv. Så det eneste jeg kan glæde mig til er, at jeg er færdig med denne uddannelse, så jeg efter kan få arbejdet lidt bedre med mig selv indtil min næste uddannelse står for døren.
Men her i mellemtiden i mit forløb på dette år, har jeg jo som sagt ikke kunne få trænet. Det har været en belastning for mig, og har i stedet fokuseret på det der er vigtigst for mig nu. Mine dage har vendt meget op og ned. Ofte kunne der gå dage, hvor jeg glemte alt om at spise, andre dage var jeg alt for deprimeret til at spise, men så var der også de dage, hvor mit største last var chokolade. Min vægt har vendt sig rigtig meget, så taber jeg mig, så tager jeg på. Du kan enten når du er stresset tabe dig helt vildt eller du kan tage på. Det har været så frustrerende, og det synes jeg stadig det er i dag!
Når jeg har det svært og føler jeg har haft en øv dag med psyken i bund, så har chokoladen ALTID hjulpet mig. Det er som en medicin for mig. Den hjælper mig rigtig meget.. Jeg kunne ofte kværne en halv plade chokolade, fordi det var det eneste mine tanker kunne fokusere på, det var det chokolade.. Og pludselig kan det måske gå hen og blive en vane? Det er rigtig svært at holde op med i min hverdag. 🙁
Så JA, det kan også ske for mig. Jeg kan også falde i, meget meget dybt.. og hurtigt vælger jeg de nemme løsninger i hverdagene, fordi jeg ikke orker lave mad når jeg kommer hjem fra hverdagen. Der har mit hoved bare brug for ro og min krop at slappe af. Dog er det ikke usund mad, men der er ikke så meget variation længere. Jeg spiser stadig sundt hver dag, det holder jeg aldrig op med, men det er vigtigt med variation, for at kunne holde forbrændingen i gang. Min vægt den svinger for tiden, og jeg er ikke glad for at se mig selv i spejlbilledet.. Det er uhyggeligt, at man skal have det sådan!
Jeg prøver at holde mig selv oppe hver dag og giver mig til det, som jeg godt kan lide at bruge tid på. Det er et godt råd til jer der måske sidder og har det på samme måde som jeg, eller en dag kommer ud for det. Aller vigtigste råd fra mig er, at få undersøgt dette i en fart eller få snakket med en læge, hvis du kan mærke der er noget. Gør jer selv den tjeneste! Det ses ofte, at folk kommer så langt ud som jeg eller ENDNU VÆRRE, hvis man ikke får gjort noget ved det i tide, og det kan DU SELV forhindre!!
Det er også vigtigt, at tænke på at vi kun er mennesker. Vi lærer kun os selv bedre ved at kende ved at lave fejl, falde i og rejse os op igen. Mine tanker i alt den tid har ikke været helt klare, men jeg har fået øjnene op nu, og DET ER DET DER ER VIGTIGT.. at man får øjnene op, rejser sig og gør det der er bedst for en selv. Ja, måske tager det lidt længere tid for mig at få tabt de kg jeg har taget på imellem tiden, men sådan er det. Ting tager oftes tid, så længe man har sig selv og fornuften med ind i det. ❤
Og jeg kan trøste mig selv med, at jeg efter denne sygdom nu har fundet ud af hvem der virkelig ønskede at være der for mig, og hvem der er de helt rigtige venner og familie. ❤
Jeg glæder mig bare til jeg kan komme over på den anden side igen. Tilbage til den oprigtig glade Jeanette! Men ting tager tid, og tålmodighed er et af mine svagesider, så jeg må i stedet prøve at tro på det 🙂